Forskning i Arla Foods
I Arla Foods arbejder omkring 200 biomedicinere, naturvidenskabelige forskere, analytikere, levnedsmiddelingeniører og diætister med innovation, hele vejen fra den grundlæggende forskning til den konkrete produktudvikling. Arbejdet foregår i Arla Foods’ forskningslaboratorier og pilotanlæg i både Danmark og Sverige.
Arla Foods satser på langsigtet forskning, og vi fokuserer på hele tiden at udvikle vores kompetencer og opnå ny viden, der kan anvendes til at udvikle helt nye produkter og forbedre de eksisterende. Samtidig søger vi hele tiden at opnå en større indsigt i, hvordan fødevarer og fødevarekomponenter påvirker helbredet.
Velvære og probiotika som indsatsområde
Arla Foods’ forskningsaktiviteter er organiseret som seks forskellige forskningsplatforme: Velvære, fødevaresikkerhed, smag og funktionalitet, mælkeråvarens sammensætning, forbrugerpræferencer, procesudvikling og kontrol.
Vi har skabt platformen ’velvære’ for at imødekomme forbrugernes stigende interesse for helbred og velvære og ønsket om at træffe bevidste og sunde valg. På velvære-området arbejder vi især med mavetarmsystemet og laver studier af, hvordan næringsstoffer og probiotiske bakterier i tarmen påvirker hele kroppen, blandt andet immunforsvaret og fedtomsætningen. Vores erklærede mål er at opnå en grundig forståelse af, hvordan probiotiske bakteriestammer, prebiotiske kulhydrater og mælkekomponenter påvirker mavetarmsystemet – og dermed helbredet i hele kroppen.
Samarbejde med universiteter og sygehuse
Vi har mange års erfaring med forskning i probiotiske bakterier og indledte allerede for 25 år siden et forskersamarbejde med både danske og svenske universiteter og sygehuse. Arla Foods’ entusiastiske forskerteam arbejder sammen med forskere fra disse institutioner om at udvikle ny viden, og i dag giver nye analysemetoder og humanstudier os mulighed for effektivt at dokumentere bakteriernes gavnlige effekter på helbredet.
Probiotisk bakterie med særlige egenskaber
For femten år siden fandt Arla Foods i samarbejde med et hold forskere fra Stockholm frem til den probiotiske bakterie Lactobacillus casei F19®, som vi isolerede fra en sund mennesketarm. F19® bakterien har siden indgået i mange forskningsprojekter både i og uden for Arla Foods’ eget laboratorium. Blandt andet er der foretaget studier af, hvordan F19® bakterien overlever i forskellige produkter, hvordan bakterien kan tilføre produkterne en god smag samt hvilken indvirkning F19® bakterien har på produkternes struktur.
Herudover er vi i gang med at kortlægge F19® bakteriens sundhedsfremmende egenskaber og indvirkning på tarmen. Vi har allerede kunnet påvise, at Lactobacillus casei F19® blandt andet kan overleve hele vejen gennem tynd- og tyktarmen og er med til at skabe et sundt miljø i tarmsystemet. Samtidig viser flere studier indikatitoner på, at F19® bakterien kan medvirke til at balancere kroppens immunforsvar (læs mere om forskningen i F19® bakterien).