Tarmfloraens balance har stor betydning for helbredet
Menneskets tarmsystem er et af de tættest koloniserede, dvs. 'beboede', økosystemer på jorden. Der findes 10 gange så mange bakterieceller i tarmen, som der findes menneskeceller i hele kroppen - cirka 100.000 milliarder (1x1014) bakterieceller.
Tarmfloraen er sammensat af mellem 500 og 1.000 forskellige bakteriearter. Den konkrete sammensætning af alle disse bakteriearter har afgørende betydning for, hvordan vores tarmsystem fungerer og for vores generelle helbred og velvære:
De enkelte bakteriearter lever i et indbyrdes forbundet økosystem, hvor de har forskellige funktioner og aktiverer forskellige mekanismer hos hinanden. Dele af bakteriefloraen er helt nødvendig for at beskytte os mod de skadelige, sygdomsfremkaldende bakterier, som kan florere i vores omgivelser og i fødevarer. Samtidig hjælper en balanceret tarmflora til at øge vores evne til at nedbryde fødevarer, så vi lettere kan optage næringen.
Bakterierne sender signaler ud i kroppen
Ny forskning viser, at bakteriesammensætningen med stor sandsynlighed også har en central betydning for, hvordan kroppens organer og system fungerer 1.
Bakterierne har den egenskab, at de kan binde sig til tarmen og udskille stoffer, som binder sig til kroppens celler og molekyler. På den måde starter bakterierne en 'kommunikationsproces', hvor de sender signaler ud til kroppens immunsystem og forskellige organer (for eksempel leveren og hjernen).
At tarmfloraen kan kommunikere med kroppen på denne måde er en helt ny viden, og forskningen har endnu ikke kortlagt den fulde betydning af denne proces. Den viser dog, at tarmfloraen kan påvirke langt mere end blot dét, der sker i mavetarmsystemet.
I dag forskes der, inden for mange forskellige forskningsområder, i, hvordan man kan kortlægge de præcise koblinger mellem tarmfloraens sammensætning og vores helbred. Studier har eksempelvis påvist, at bakteriesammensætningen også har betydning for stofskiftet og risikoen for overvægt 2 3.
Tarmfloraen er et komplekst system i evig forandring, og det handler om at skabe balance. De gavnlige bakterier, som findes i tarmfloraen, er eksempelvis Lactobacillus og Bifodobacterium.
Kildeangivelser:
- Lenoir-Wijnkoop I, Sanders ME, Cabana MD, Caglar E, Corthier G, Rayes N, Sherman PM, Timmerman HM, Vaneechoutte M, van Loo J, Wolvers AW. Proibotic and prebiotic influence beyond the intestinal tract. Nutrition Reviews. 2007; 65: 469-489.
http://www.ingentaconnect.com/content/ilsi/nure/2007/00000065/00000011/art00001?token=004f14b9662c383a4b3b257b6e7b605f6c386f384046472a726e2d2954496f642f4 66f5e2814a47
- Ley RE, Turnbaugh PJ, Klein S, Gordon JI. Microbial ecology: human gut microbes associated with obesity. Nature. 2006; 444:1022-1023.
Ley RE, Bäckhed F, Turnbaugh P, Lozupone CA, Knight RD, Gordon JI. Obesity alters gut microbial ecology. Proc Natl Acad Sci USA. 2005; 102(31):11070-11075.
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/17183309?ordinalpos=5&itool=EntrezSystem2.PEntrez. Pubmed.Pubmed_ResultsPanel.Pubmed_RVDocSum
- Ley RE, Bäckhed F, Turnbaugh P, Lozupone CA, Knight RD, Gordon JI. Obesity alters gut microbial ecology. Proc Natl Acad Sci USA. 2005; 102(31):11070-11075.
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/entrez/utils/fref.fcgi?PrId=3051&itool=AbstractPlus-def&uid=16033867&db=pubmed &url=http://www.pnas.org/cgi/pmidlookup?view=long&pmid=16033867